
| Dispositionsregnskaber og interne regnskaber Regnskabsførende institutioner skal efter behov udarbejde dispositionsregnskaber og interne regnskaber, jf. §§ 40 - 41 i regnskabsbekendtgørelsen.
Formålet med det interne regnskab er at bidrage til en god økonomistyring ved at give institutionen en information, der gør det muligt at vurdere om institutionen producerer de rigtige ydelser i det rette antal, og om der produceres med den mest økonomiske ressourceanvendelse. Medens det eksterne regnskabsvæsen registrerer de informationer der har relation til omverdenen, registrerer det interne regnskabsvæsen de informationer, der har relation til institutionens interne økonomistyring. Forskellen på informationer i det eksterne og det interne regnskab er således primært bestemt af målgruppe, ikke af indhold eller form. Ofte vil det dog være sådan, at det interne regnskab indeholder betydeligt flere informationer og er betydeligt mere detaljeret end det eksterne regnskab, herunder virksomhedsregnskabet. Generelt kan oplysningerne i det interne regnskab opdeles på henholdsvis finansielle data (udgifternes fordeling på art, sted formål m.v.) og ikke finansielle data (antal producerede ydelser, gennemførte aktiviteter m.v.) Hvor de finansielle opgørelser i sig selv alene er udtryk for hvor stort et forbrug der er tale om opdelt på forskellige forbrugsdimensioner, er de ikke-finansielle data udtryk for, hvad resultatet er af afholdelsen af de finansielle udgifter. De ikke-finansielle data kan registreres som en del af det interne regnskab, hentes fra produktionssystemer, eller fra andre former for ledelsesinformationssystemer. I det omfang det er muligt, bør de finansielle og ikke-finansielle oplysninger i de interne regnskaber kombineres bl.a. med henblik på opgørelse af relevante effektivitets- og produktivitetsmålinger. Det interne regnskab skal endvidere anvendes når der til givne bevillingstyper – f.eks. reservationsbevillinger eller anlægsbevillinger – stilles krav om en særskilt opgørelse af forbrug, eller hvis der f.eks. arbejdes med omkostningsbaserede regnskaber. Ligeledes skal det via det interne regnskab være muligt at skelne mellem henholdsvis bevillings-, omkostningsdækkede - og markedsfinansierede aktiviteter.En nærmere redegørelse for hvordan de interne kontoplaner kan opbygges findes under kontoplaner, interne kontoplaner. |







