Print Abonner Nyheder Kontakt Om ØAV Stikord
Finansministeriets økonomisk administrative vejledning

Ledelsespåtegning med forbehold  

Regnskabsbekendtgørelsen stiller krav om, at virksomhederne godkender deres samlede årsrapport ved en ledelsespåtegning.
 
Ledelsespåtegningen er koncentreret omkring følgende elementer:

  • At årsrapporten er rigtig
  • At de foretagne dispositioner er i overensstemmelse med bevillinger mv.,
  • At der er etableret de nødvendige forretningsgange mv.

At årsrapporten er rigtig indebærer, at årsrapporten ikke må indeholder væsentlige fejlinformationer eller udeladelser, herunder at målopstillingen og målrapporteringen i årsrapporten er fyldestgørende.
 
At de foretagne dispositioner er i overensstemmelse med meddelte bevillinger mv. indebærer at aktiviteterne i årsregnskabet er finansieret indenfor de givne bevillingsrammer og i overensstemmelse med de forudsætninger, hvorunder bevillingerne er givet.
 
At der er etableret de nødvendige forretningsgange indebærer, at der er etableret de nødvendige arbejdsgange og interne kontroller til at sikre en betryggende udarbejdelse af regnskaberne og at disse arbejdsgange er dokumenteret i institutionens regnskabsinstruks.
 
Det forudsættes implicit i regnskabsbekendtgørelsen, at ledelseserklæringen afgives uden forbehold.
 
På den anden side kan ledelsen ikke afgive en uforbeholden (og dermed urigtig) erklæring, hvis den er vidende om væsentlige fejl eller mangler, fx ved at: 
 
*  Der er fundet fejl i regnskabet

*  Der er rejst tvivl om rigtigheden af regnskabet eller hjemlen til de afholdte dispositioner, uden at det har kunnet afklares som egentlige fejl

* Der er konstateret svigt i virksomhedens forretningsgange, uden at dette har resulteret i fejl i regnskabet.
 
Det kan derfor i særlige tilfælde være nødvendigt at udarbejde en ledelsespåtegning med forbehold.
 
En påtegning med forbehold skal udformes således, at den omfatter de forhold ledelsen kan erklære sig om, og samtidig begrunde hvorfor ledelsen ikke kan afgive den i regnskabsbekendtgørelsen forudsatte uforbeholdne erklæring. For at kunne danne sig et klart billede af på hvilke punkter det er, at ledelsen ikke kan afgive en uforbeholden erklæring, skal ledelsens erklæring og begrundelse forholde sig til hvert af punkterne i regnskabsbekendtgørelsen.
 
Hvis der afgives en ledelsespåtegning med forbehold, skal der samtidig foreligge en mere detaljeret beskrivelse af årsagen til forbeholdene, samt en beskrivelse af hvilke initiativer, der er iværksat for at rette op på disse forhold.
 
Denne beskrivelse kan eventuelt indarbejdes om en del af virksomhedens regnskabsmæssige forklaringer i årsrapporten eller, hvis det vurderes som tilstrækkeligt, omtales i supplerende oplysninger til påtegningen.
 
Ledelseserklæringen bør indeholde en kort henvisning til denne beskrivelse.
 
Det er ikke muligt at opstille en fast skabelon for en ledelseserklæring med forbehold, idet den endelige udformning må afhænge af de mere konkrete omstændigheder bag forbeholdene.
 
Som udgangspunkt kan en ledelseserklæring med forbehold imidlertid opbygges omkring nedenstående skabelon:



Årsrapporten omfatter:
Årsrapporten omfatter de hovedkonti på finansloven, som [Virksomhedens navn, CVRnummer] er ansvarlig for: [hovedkontonumre og -navne], herunder de regnskabs-mæssige forklaringer, som skal tilgå Rigsrevisionen i forbindelse med bevillings-kontrollen for… [finansåret].
 
Påtegning
Det tilkendegives hermed:
  1. At årsrapporten er rigtig, dvs. at årsrapporten ikke indeholder væsentlige fejl-informationer eller udeladelser, herunder at målopstillingen og målrapporteringen i årsrapporten er fyldestgørende.

    Ledelsen tager imidlertid forbehold for xxxx (kort angivelse af eventuelle forbehold)

    Baggrunden for forbeholdet og de initiativer der er iværksat for at rette op på dette forbehold xxxxxxx (kort beskrivelse af disse initiativerne eller henvisning til en nærmere beskrivelse i virksomhedens regnskabsmæssige forklaringer i årsrapporten)
     
  2. At de dispositioner, som er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overens-stemmelse med meddelte bevillinger, love og andre forskrifter samt med indgåede aftaler og sædvanlig praksis.

    Ledelsen tager imidlertid forbehold for xxxx (kort angivelse af eventuelle forbehold)
     
    Baggrunden for forbeholdet og de initiativer der er iværksat for at rette op på dette forbehold xxxxxxx (kort beskrivelse af initiativerne eller henvisning til en nærmere beskrivelse i virksomhedens regnskabsmæssige forklaringer i årsrapporten)

  3. At der er etableret forretningsgange, der sikrer en økonomisk hensigtsmæssig forvaltning af de midler og ved driften af de institutioner, der er omfattet af årsrapporten.

    Ledelsen tager imidlertid forbehold for xxxx (kort angivelse af eventuelle forbehold)

    Baggrunden for forbeholdet og de initiativer der er iværksat for at rette op på dette forbehold xxxxxxx (kort beskrivelse af disse initiativer eller henvisning til en nærmere beskrivelse i virksomhedens regnskabsmæssige forklaringer i årsrapporten)

Sted, dato                                                                       Sted, dato
 
[Underskrift]                                                                   [Underskrift]
Direktør                                                                          Departement



Såfremt forbeholdene i erklæringen vedrører fejl eller mistanke om fejl i regnskabet, som kan påvirke opgørelsen af statsregnskabet, skal Økonomistyrelsen endvidere orienteres om udredningen af de pågældende forhold.














 



Printvenlig side