Print Abonner Nyheder Kontakt Om ØAV Stikord
Finansministeriets økonomisk administrative vejledning
Revision (BV 1.3)

Revisionen af statsregnskabet udføres i henhold til grundloven af de af Folketinget valgte statsrevisorer, jf. grundlovens § 47, stk. 2, samt lov om statsrevisorerne, i samarbejde med rigsrevisor, jf. lov om revisionen af statens regnskaber m.m. (rigsrevisorloven).

Til brug ved behandlingen af statsregnskabet og med henblik på udarbejdelse af beretning om revision af statsregnskabet indkalder rigsrevisor hvert år regnskabsoversigter fra de enkelte ministerier med tilhørende redegørelse for mer- eller mindreforbrug i forhold til de på bevillingslovene optagne bevillinger, de såkaldte regnskabsmæssige forklaringer. Som udgangspunkt er de regnskabsmæssige forklaringer indeholdt i virksomhedsregnskabet eventuelt suppleret af særlige bemærkninger til enkelte konti.
 
På grundlag af dette materiale og de af rigsrevisor udarbejdede enkeltberetninger vedrørende finansåret samt ministrenes redegørelser, rigsrevisors bemærkninger hertil og statsrevisorernes bemærkninger til sagerne i deres helhed, afgiver statsrevisorerne en endelig betænkning over statsregnskabet og indstilling om Folketingets beslutning vedrørende regnskabet, jf. grundlovens § 47, stk. 3.
 
Betænkningen behandles i Folketingets Finansudvalg, der eventuelt vil indhente supplerende oplysninger og redegørelser om de af statsrevisorerne fremdragne sager.
 
Finansudvalget udarbejder forslag til folketingsbeslutning om statsregnskabet. Folketingets endelige beslutning vedrørende regnskabet vil normalt kunne tages ca. halvandet år efter det pågældende finansårs udløb.


Printvenlig side