Benchmarking

Finansministeriets økonomisk administrative vejledning

Benchmarking

Den grundlæggende idé med benchmarking er ”sammenligning for at lære af hinanden”.

Benchmarking er en systematisk sammenligning med erfaringsudvekslings og forbedring for øje. Det er en standardiseret vurderingsmetodik, der bruges til at identificere de bedste på et område med henblik på, at andre kan lære af dem og selv blive bedre.

Benchmarking adskiller sig fra andre metoder til mere intern resultatvurdering ved sin systematiske tilgang, der involverer flere sammenlignelige institutioner. Benchmarkingens formål er, at sammenligningen skal danne afsæt for identifikation af initiativer til bedre resultater fremover.

Det kan være forskelligt hvorvidt man vælger at benchmarke sig op i forhold til en best-practice eller hvorvidt man benchmarke sig i forhold til en sammenlignelig gruppe.

Den systematiske sammenligning indebærer, at der i forbindelse med et benchmarkingprojekt skal fastlægges et fikspunkt eller en norm, der kan benyttes som sammenligningsgrundlag. Det vil ofte være ”best practice” som danner norm for sammenligningen. Det vil sige, at institutionerne måler sig i forhold til de bedste. Alternativt kan man benchmarke ved at identificere centrale processer og udarbejde fælles målepunkter, som man benchmarker på.

Der er flere måder at tilrettelægge en benchmarkingundersøgelse på. Makrobenchmarking er bred og omfatter en stor gruppe af institutioner på nogle udvalgte punkter, mens mikrobenchmarking sammenligner få institutioner med hinanden men på et mere detaljeret niveau.

Resultatbenchmarking fokuserer på kvantitative data og målinger på centrale og relevante nøgletal/områder, mens procesbenchmarking i højere grad fokuserer på arbejds- og produktionsprocesser og identificerer hvor processerne er forskellige samt hvad man kan lære af denne forskellighed.