Omkostningsprincip

Finansministeriets økonomisk administrative vejledning

Registreringsprincipper

Kasseprincip

Omkostningsprincip

Udgiftsprincip

Regnskabspraksis

Omkostningsbaseret regnskabsregistering

Udgiftsbaseret regnskabsregistering

Omkostningsprincip

Omkostningsprincippet anvendes i private virksomheder. Princippet baseres på en række internationalt aftalte standarder, der løbende har udviklet sig over de seneste år.

Omkostningsprincippet anvendes endvidere på det statslige område i relation til aktiviteter finansieret under bevillingstyperne driftsbevilling og statsvirksomhed, jf. den nærmere beskrivelse heraf under: Omkostningsbaseret regnskabsregistrering.

Omkostningsprincippet fokuserer på at opgøre ressourceforbruget og de skabte indtægter ved forskellige aktiviteter. Princippet er således velegnet til at vurdere udviklingen i fx produktivitet og effektivitet, men mindre egnet til f.eks. likviditetsstyring fordi der vil blive en større tidsmæssig forskydning mellem omkostningens udgiftsførsel og udbetaling.

De omkostningsbaserede regnskabsprincipper betyder, at det er årets ressourceanvendelse og indgåede forpligtelser, som registreres i regnskabet. Tidligere har det bærende princip været registrering på grundlag af betalings- eller leveringstidspunktet. Princippet har størst betydning for håndteringen af investeringer, idet det, der registreres i regnskabet som udgifter i forbindelse med investeringer er de afledte omkostninger i form af renter og afskrivninger i de år, hvor det anskaffede aktiv forbruges, og ikke investeringssummen i det år, hvor anskaffelsen finder sted.

For institutionernes eksterne såvel som interne regnskab er årets ressourceanvendelse (omkostninger) og skabte indtægter gjort til det bærende princip, hvilket gør det lettere at skabe en sammenhæng til de leverede faglige resultater og dermed anskueliggøre prisen for de enkelte ydelser. I forlængelse heraf betyder dette også at på tidspunktet for indførsel af omkostningsbevillinger nu skal disse føres som indtægter i resultatopgørelsen.

Helt basalt er omkostningsprincipper blot en anden måde at vise de økonomiske hændelser, der ligger til grund for regnskabet. Derfor vil statslige institutioner fortsat skulle lave stort set alle de bogholderimæssige registreringer, de har lavet tidligere, som fx bogføring af løn og andre driftsudgifter. Der vil være enkelte, der kan undlades, samtidig med, at der skal foretages enkelte nye registreringer.

Et regnskab baseret på omkostningsprincippet består af:

en balance, der viser hvad en institution ejer eller har til gode (aktiver) og skylder væk (forpligtelser) ved periodens udgang, og
en resultatopgørelse, der viser periodens indtægter og forbrug relateret til de leverede ydelser og gennemførte aktiviteter i årets løb.

Der er en indbyrdes sammenhæng mellem balancen og resultatopgørelsen. Således registreres fx en anskaffelse af en ny maskine først i balancen som noget institutionen ejer (et aktiv). Den efterfølgende brug af maskinen registreres som en afskrivning (slid) i resultatopgørelsen og en tilsvarende nedskrivning af maskinens værdien i balancen.

Den modsatte situation – hvor betalingen ligger efter forbrugstidspunktet – findes også, fx for feriepenge og hensættelser. Det gælder fx feriepenge, som lønmodtageren optjener samtidig med, at arbejdet udføres, men som først udbetales, når ferien holdes eller afspadseres. I omkostningsregnskabet skal feriepengene registreres på optjeningstidspunktet. Dette gøres ved en udgift i resultatopgørelsen, der samtidig optages som gæld (en kortsigtet forpligtelse) i balancen. Når feriepengene udbetales, reduceres gældsposten tilsvarende.