Print Abonner Nyheder Kontakt Om ØAV Stikord
Finansministeriets økonomisk administrative vejledning
Infrastruktur

Infrastruktur omfatter veje, banestrækninger, broer, regionale netværk mv.  Det er kun få institutioner som besidder infrastruktur.
 
Etablering, drift og vedligeholdelse af infrastruktur har en bred samfundsøkonomiske betydning, således vil der ved fastlæggelse af investeringsomfanget indgå bl.a.  konjunkturpolitiske, regionale og miljømæssige hensyn, udover økonomiske og rentabilitetsmæssige overvejelser. Hertil kommer, at investeringer i infrastruktur endvidere som hovedregel er langfristede investeringer af et væsentlig beløbsmæssigt omfang.
 
Infrastruktur omfattes ikke af omkostningsregelsættet, idet infrastruktur grundet de ofte store ressourcer som bevillingsmæssigt tildeles disse områder samt at de ikke kan sidestilles med almindelige aktiver, ofte kræver en særlig styringsmodel og derfor særlige indregningsprincipper i regnskabet.  De regnskabsprincipper som infrastruktur indregnes med på balancen og i resultatopgørelsen, skal godkendes af Finansministeriet.

Værdiansættelse og løbende værdiregulering af infrastruktur
Etablering, drift og vedligeholdelse af infrastruktur har en bred samfundsøkonomiske betydning, således vil der ved fastlæggelse af investeringsomfanget indgå bl.a.  konjunkturpolitiske, regionale og miljømæssige hensyn, udover økonomiske og rentabilitetsmæssige overvejelser. Hertil kommer, at investeringer i infrastruktur endvidere som hovedregel er langfristede investeringer af et væsentlig beløbsmæssigt omfang. Investering i infrastrukturelle aktiver kan derfor vanskeligt sidestilles med andre typer af materielle aktiver.
 
Tilsvarende vil det som hovedregel være vanskelig at finde et objektivt vurderingsgrundlag for vedligeholdelsesbehovet da udefrakommende samfunds- og naturrelaterede faktorer kan få en væsentlig indflydelse på i hvor stort omfang en vedligeholdelsesindsats er påkrævet.
 
Investering i og vedligeholdelsen af infrastruktur bliver derfor ikke omfattet af en bevillingsreform, hvorfor den nuværende regnskabs- og bevillingsmæssige styring grundlæggende fortsætter uændret.
 
For at få et bedre grundlag for en vurdering af det løbende bevillingsniveau forudsættes det dog, at statslige virksomheder, der foretager investeringer i og vedligeholdelse af infrastrukturelle aktiver foretager en værdiansættelse af disse aktiver, og opfører dem i et særligt regnskab – adskilt fra virksomhedens driftsregnskab og at de opføres på særlige anlægsbevillinger i Finansloven. Værdiansættelsen forudsættes at ske til kostpris. I åbningsbalancen, dog ved anvendelse af genanskaffelsespriser.
 
For at kunne vurdere om den løbende vedligeholdelse bidrager til at opretholde aktivernes værdi, gennemføres med jævne mellemrum, som supplement til de regnskabsmæssige registreringer, en vurdering af aktivernes værdi baseret på tekniske analyser i forhold til en forudsat standard.
 
Forskellen på den regnskabsmæssige værdi og den teknisk beregnede værdi, kan betegnes vedligeholdelsesefterslæb og oplyses i en note til aktivernes værdi i balancen.
 
Budgetmæssige konsekvenser
Infrastruktur opføres på særskilte anlægsbevillinger i Finansloven. For at adskille hvorvidt, bevillingen omfatter udgifter til vedligeholdelse af infrastruktur eller fornyelse og etablering af nye infrastrukturelle aktiver, skal de opføres på hver sin anlægsbevilling.
 
Regnskabsmæssige konsekvenser
Modellen har følgende konsekvenser for den løbende regnskabsmæssige registrering.
 
Vedligeholdelse bliver optaget som en driftsudgift i de årlige regnskaber på anlægsbevillingen, og påvirker således ikke aktivernes værdi i balancen.
 
Balancen vil udelukkende blive påvirket i forbindelse med egentlige nyinvesteringer, reinvesteringer (hvortil der gives særlige bevillinger) samt sløjfninger af anlæg.
 
Bevillinger til vedligeholdelse vil følgelig i virksomhedens interne regnskab og i årsrapporten bliver optaget som en driftsindtægt, mens bevillinger til egentlige anlægsprojekter optages som kapitalindskud. Nedskrivninger fra sløjfning af anlæg modposteres på egenkapitalen, og vil bevillingsmæssigt optræde som en afhændelse og et samtidigt tab i overensstemmelse med de nuværende regler.
 
Der foretages ikke afskrivninger eller anden form for løbende periodisering af en eventuel værdiforringelse af aktiverne over driften. Hvis der foretages værdireguleringer skal disse foretages direkte på egenkapitalen. En sådan værdiregulering vil i statsregnskabet blive optaget direkte i balancen.
 
På finansloven og i statsregnskabet vil infrastruktur fremover blive behandlet efter de nuværende bevillingsmæssige regler.

Dermed vil anlægsbevillinger til nyetablering og vedligeholdelse blive tildelt i henhold til dette.

I statsregnskabet vil anlæg (investering i infrastruktur) blive udgiftsført i udførselsåret, dog direkte fra beholdningskonti. Omkostninger til vedligeholdelse udgiftsføres direkte over driften, og reguleres ved årets afslutning som hidtil over egenkapitalen.
 
Fordeling af løn og eventuelle IPO omkostninger
Af finansloven vil det fremgå om der er særlig hjemmel til at foretage overførsler af løn og eventuelle IPO omkostninger, fra den omkostningsbaserede driftsbevillingen til anlægsbevillinger for henholdsvis vedligeholdelse, fornyelse og nyetablering af infrastruktur.

Udgifter som skal afholdes på en anlægsbevilling vil derfor på udvalgte ministerområder skulle fordeles videre fra den omkostningsbaserede driftsbevilling, da der ikke kan afholdes lønudgifter direkte under en anlægsbevilling.
Udover løn kan der være andre udgifter der indgår under den omkostningsbaserede bevilling og efterfølgende skal fordeles til afholdelse under anlægsbevillingen.
 
Fordeling af lønudgifter og andre udgifter mellem de to bevillingstyper bør ikke medføre et samlet bevillingsløft på de enkelte ministerområder, dette håndteres ved at anvende fradrag i anlægsløn og andre ordinære driftsomkostninger. Der er dermed en klar adskillelse i hvorvidt der fordeles løn midler eller andre driftsomkostninger.
 
Såfremt der skal fordeles omkostninger til vedligeholdelse af infrastruktur skal disse omkostninger optages som almindelige driftsomkostninger. Omkostningsfordelingen til fornyelse og nyetablering skal tillægges den anlægsværdi der fremgår af balancen.
 

Printvenlig side