Print Abonner Nyheder Kontakt Om ØAV Stikord
Finansministeriets økonomisk administrative vejledning
Ordinære driftsomkostninger

Ordinære driftsomkostninger er jævnligt tilbagevendende omkostninger, som indgår i institutionens ordinære drift.
For samtlige ordinære driftsomkostninger gælder, at de indregnes i resultatopgørelsen, når ressourceforbruget er foretaget, og institutionen er juridisk forpligtet til at betale for den leverede vare eller ydelse.

Ordinære driftsomkostninger indregnes med fradrag af eventuelle pris- og mængderabatter.

I tilfælde, hvor udgifter ikke hidrører fra levering af varer eller ydelser (fx renteudgifter), skal indregningen ske, så snart beløbet kan endeligt opgøres og senest på betalingstidspunktet.

I de ordinære driftsomkostninger indgår afskrivninger, nedskrivninger, hensættelser og forbrug af varelagre. Disse indregnes i takt med, at de forbruges og uanset betalingstidspunkt.

Periodeafgrænsning
Udgifter hidrørende fra levering af varer og ydelser skal periodiseres såfremt udgiften vedrører næste regnskabsperiode, jf. omkostningsbaseret regnskabsregistrering/indregning af udgifter og indtægter. Betales fx pr. 1. oktober for en ydelse, der vil blive leveret næste år, så periodiseres denne udgift ved at den optages som en periodeafgrænsningspost under omsætningsaktiver.

Opdeling
Ordinære driftsomkostninger omfatter følgende omkostninger:

Ændring af lagre
Forbrugsomkostninger
Personaleomkostninger
Andre ordinære driftsomkostninger
Af- og nedskrivninger

Ændring i lagre
Ændring af varelagre omfatter forbrug af produktionslagre og andre lagre. Forbrug af varelagre indregnes i resultatopgørelsen i takst med at de fragår lageret og forbruges.

Forbrugsomkostninger

Forbrugsomkostninger omfatter husleje, forbrug af energi, vand, kontorhold, rengørings- og toiletartikler, aviser og blade til kontorbrug, porto, annoncering, trykning, teleafgifter, advokat og konsulentbistand samt lignende øvrige varer.

Personaleomkostninger
Personaleomkostninger er omkostninger til løn, pension, omkostninger til feriepenge- og overarbejdsforpligtelse samt andre personaleomkostninger som fx pensionsaldersforhøjelse, fradrag for anlægsløn og bidrag til tværministerielle ordninger.

Andre ordinære driftsomkostninger

Andre ordinære driftsomkostninger omfatter forbrug af andre varer og tjenesteydelser, fx rejser, repræsentation, reparations- og vedligeholdelsesomkostninger, arbejdsmarkedsbidrag, ejendomsskatter, vægtafgifter, andre skatter og afgifter, hensættelser – andet, afgifter til tværministerielle ordninger, omkostningsdækkende ydelser, kontante godtgørelser, kantinetilskud, AER tilskud/refusion, tilskud til udland, tilskud til erhverv, andre tilskud, interne statslige overførselsudgifter samt overførselsudgifter til kommuner og amtskommuner.

Andre ordinære driftsposter

Andre driftsposter er indtægter og omkostninger, som ligger uden for institutionens hovedaktivitet, men som er vedvarende og regelmæssigt tilbagevendende.

Reglerne for indregning og periodisering af andre driftsposter er de samme som for ordinære driftsindtægter og ordinære driftsomkostninger.

Andre driftsposter omfatter:
·          Andre driftsindtægter
·          Andre driftsomkostninger

Printvenlig side