Print Abonner Nyheder Kontakt Om ØAV Stikord
Finansministeriets økonomisk administrative vejledning
Andre lagre

Andre varelagre omfatter omkostningsvarer eller beredskabslagre mv., som er knyttet op på særlige aktivitetsformål og som er styringsrelevante. Beredskabslagre kan omfatte såvel anlæg, inventar som lagervarer. Andre lagre adskiller sig fra produktionslagre ved, at der ikke sker en forarbejdning af dem.

Indregning af andre lagre


Andre lagre indregnes når de generelle indregningskriterier er opfyldt og der indkøbes varer i væsentlige mængder til løbende forbrug for mere end én regnskabsperiode eller beholdningerne svinger væsentligt fra år til år.


Mindre beholdninger af andre lagre, som stort set har samme niveau fra år til år, indregnes ikke, medmindre lagrene er knyttet op på særlige aktivitetsformål, som er styringsrelevante.

Indregning af andre lagre skal kun ske såfremt manglende indregning medfører at det samlede omkostningsbillede forrykkes væsentligt, dvs. at indkøb og forbrug væsentlig afviger fra hinanden fra år til år.

Et færdigoptalt lager gør det muligt at beregne vareforbruget i en given periode efter formlen:

Andre lagre primo
+ Køb i perioden
- Andre lagre ultimo
Vareforbrug i perioden

Værdiansættelse af andre lagre

Andre lagre værdiansættes til kostpris, jf. de generelle værdiansættelsesprincipper.

Andre lagre tillægges ikke andel af fællesudgifter, da der normalt ikke foretages en forarbejdning af disse lagre. Lagerværdien opgøres udfra FIFO eller "vejet gennemsnitspris", jf. beskrivelse for produktionslagre.  


Alle andre lagre som er væsentlige værdiansættes. Det gælder også lagre som er placeret andre steder eller administreres af andre, fx af leverandører eller konsignationslagre (lagre som fysisk ligger hos tredjemand).

Andre lagre værdiansættes med udgangspunkt i optællingslister for de enkelte lagre.

Nedskrivning af andre lagre

Andre lagre skal nedskrives til nettorealisationsværdi, jf. de generelle nedskrivningsprincipper.


Andre lagre nedskrives kun såfremt der er et væsentligt fald i værdien, som følge af slid, ukurans mv.

Konteringsoplysninger
Følgende kontonumre anvendes i relation til ”andre lagre”:
Balance konto 6011-6015

Printvenlig side