
| Finansministeriet Finansministeriets ansvar på regnskabsområdet fremgår af § 6 i regnskabsbekendtgørelsen:
De helt overordnede regler på regnskabsområdet er fastsat i regnskabsloven. Loven bemyndiger finansministeren til at fastsætte de nærmere regler på regnskabsområdet, hvilket dels sker i regnskabsbekendtgørelsen, dels udfra ovennævnte § 6 stk. 1. Udmøntningen af reglerne forestås af Økonomistyrelsen. Alle udkast til love, bekendtgørelser og cirkulærer, der indeholder bestemmelser om statens regnskabsvæsen, skal derfor forelægges Økonomistyrelsen til godkendelse. Økonomistyrelsen forestår endvidere opstillingen af statsregnskabet. Statsregnskabet er opdelt på henholdsvis en hoveddel, en regnskabsspecifikationsdel samt en bevillingsafregningsdel, jf. kapitel 8. Økonomistyrelsen stiller ligeledes likviditet til rådighed for de enkelte regnskabsførende statsinstitutioner. Økonomistyrelsen er endvidere ansvarlig for drift og udvikling af centrale løn- og regnskabssystemer m.v. og de hermed forbundne hjælpesystemer samt udviklings- og vedligeholdelsesopgaver vedrørende lokale økonomisystemer, leveret af Økonomistyrelsen. Økonomistyrelsen er endvidere ansvarlig for planlægning og gennemførelsen af omlægninger i ministerområdernes anvendelse af de af Økonomistyrelsen administrerede/leverede systemer. Finansministeriet forestår herudover en række tværgående forvaltnings- og regnskabsopgaver angående værdipapirforvaltning, garantiforvaltning og udlånsforretninger. |







